Har du bestilt din første krydstogtrejse? Tillykke! Der venter dig mange fantastiske oplevelser, og der er en overhængende ”fare” for, at du bliver afhængig af det. Så er du advaret! Men inden du tager afsted på dit første krydstogt, kan det måske godt føles lidt uoverskueligt at få overblik over alt. Bare rolig, vi har alle været der. I dette indlæg hjælper vi dig derfor lidt på vej med nogle af de overvejelser, du bør gøre dig – både før og under dit første krydstogt.

 

  1. Ankom gerne dagen før dit krydstogt

Skal du flyve til startdestinationen for dit krydstogt, kan det være en god idé at ankomme en dag eller to i forvejen. For det første kan det ske, at dit fly pludselig bliver forsinket eller aflyst, og dette medfører desværre, at mange rejsende hvert år misser deres krydstogt. Ved at have en overnatning eller to forud for dit krydstogt, kan du med ro i sjælen tage afsted på din ferie og vide, at du har tid at give af, hvis uheldet skulle være ude.

For det andet giver det dig mulighed for at opleve byen, du sejler fra, som en del af din ferie. Mange krydstogter starter i fantastiske storbyer som Barcelona, Civitavecchia (Rom), New York eller Miami – og det vil da næsten være fjollet ikke at udnytte muligheden for også at gå på opdagelse i en så spændende, livlig og oplevelsesrig by.

 

Oplev storbyer som Barcelona på krydstogt

 

  1. Bestil din hjemrejse med god tid til at gå fra borde

Har du planlagt din hjemrejse ud fra en specifik ankomsttid, der står skrevet i din rejseplan? Så bør du være opmærksom på, at den oplyste tid er det forventede tidspunkt, at skibet er i havn – og IKKE tidspunktet hvor du nødvendigvis kan gå i land! Oftest vil der gå minimum en time fra det oplyste tidspunkt, ligesom du også skal tage højde for, at det kan tage tid at komme af skibet med din bagage, når mange skal af på én gang.

Så skal du flyve hjem fra dit krydstogt, bør du også her sikre, at du har god tid til at komme i lufthavnen, hvis du altså ikke også tager en dag eller to i ankomstbyen efter krydstogtet.

 

  1. Bestil aktiviteter ombord på skibet hjemmefra

Så snart dit krydstogt er bestilt, kan du godt begynde at glæde dig. Men hvorfor ikke også tage hul på planlægningen af dagene ombord? ”Kan det ikke vente, til jeg er på skibet?”, tænker du måske. Og jo, det kan det godt. Men særligt på de store skibe, kan det være en god idé at reservere plads til de forskellige shows hjemmefra, så du er sikker på at få plads til lige præcis den forestilling, som du ønsker.

 

  1. Undersøg (og bestil) udflugter på de forskellige destinationer hjemmefra

Uanset om du vælger at bestille udflugter hos rederiet eller går på opdagelse på egen hånd, så er det en god idé at forberede dig mest muligt på destinationerne hjemmefra. Det hele kan godt være overvældende, når man er på krydstogt for første gang, og hvis ikke du har undersøgt destinationerne hjemmefra og er forberedt på dagene i land, kan det hurtigt ende med, at du ikke får oplevet særlig meget – og det vil være en skam! Særligt på dit første krydstogt, kan det være rart at bestille udflugter direkte hos rederiet, så du ikke skal tage stilling til meget andet end at tage alle de spændende indtryk ind.

TIP: Nogle udflugter er meget populære og bliver hurtigt udsolgt. Derfor kan det være en god idé at bestille dem allerede hjemmefra, så du er sikker på at få plads. Dog er det ikke alle udflugter, der kan bestilles hjemmefra, og disse bør du derfor bestille som det første, når du går ombord.

 

Destinationer krydstogt

 

  1. Ha’ styr på dresscoden

Åh, ordet ”dresscode” kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mange. Har du aldrig været på krydstogt før, har du måske en forestilling om, at de andre gæster tropper op i det helt store skrud hver aften – men bare rolig. Langt de fleste krydstogter er ganske stille og rolige ift. dresscode, og det er helt op til den enkelte, hvor meget man vil gøre ud af det.

MEN når det er sagt, er der ofte en særlig dresscode for hver aften, som rederiet opfordrer til at følge. Det kan f.eks. være casual, formal eller white night. Tjek de enkelte dresscodes i din rejseplan forud for krydstogtet og læs op på, hvad de hver især betyder. En god tommelfingerregel er at klæde dig, som du ville gøre, hvis du skulle på en pæn restaurant derhjemme – så er du i hvert fald good to go!

 

  1. Få styr på hvad du skal have med i kufferten

Apropos dresscode… At pakke til sit første krydstogt kan være lidt af en hjernevrider. Hvor mange sæt tøj skal jeg have med? Hvor mange sko? Og hvordan er det nu lige med håndklæderne og hårtørreren? Vi har alle sammen været der. Men ingen stress – vi har selvfølgelig samlet vores bedste pakketips til dig her sammen med en pakkeliste, så du undgår at proppe kufferten med unødvendige ting. Selv tak!

 

  1. Pak en stor håndbagage

Når du har fået styr på kufferten, så er det tid til håndbagagen, og her kan det være en god idé at pakke en lidt større taske, end du måske normalt vil gøre, når du har kuffert med ud at rejse. Når du ankommer til krydstogtterminalen, skal du checke din kuffert ind, og oftest vil den først blive leveret til din kahyt flere timer efter, du er gået ombord på skibet. Derfor kan det være rart at have et ekstra sæt tøj, badetøj, solcreme eller andre nødvendigheder, du får brug for i løbet af de første timer på skibet, i din håndbagage.

 

 Kuffert

 

  1. Print dine rejsedokumenter ud hjemmefra

Inden du drager ud på dit krydstogteventyr, skal du færdiggøre din online check-in hjemmefra, og i den forbindelse er det altid en god idé at printe både dine rejsedokumenter og bagage tags ud. Selvom flere rederier efterhånden er blevet mere elektroniske, og du derfor kan have dit boardingpas i deres app, så sker det, at internetdækningen kan være svigtende i krydstogtterminalen – og det sidste du har lyst til at stresse over på dette tidspunkt er, om du kan få lov at gå ombord på skibet. Så gør dig selv (og personalet i krydstogtterminalen) den tjeneste at have rejsedokumenterne med dig i papirform for en sikkerheds skyld.

…og HUSK nu at have dem pakket let tilgængeligt sammen med dit pas i håndbagagen!

 

  1. Download rederiets app på din mobil

Det kan være en god idé at downloade rederiets app allerede hjemmefra. Her kan du typisk se en oversigt over din rejse, de daglige aktiviteter og dresscodes, læse om skibet og meget mere! Og så kan du, hos flere rederier, bruge appens chatfunktion til at komme i kontakt med dine medrejsende, når I er ude på havet, hvor I har mobildata slået fra – virkelig smart hvis man rejser i en større gruppe især.

 

  1. Drikkepakke eller ej?

Du har formentlig hørt om de famøse drikkepakker – måske du har hørt nogen sige, at det er livsnødvendigt at have, mens andre vil sige, at det er spild af penge. Om du skal købe en drikkepakke eller ej er nemlig meget forskelligt fra person til person. Og hvordan finder du ud af, om en drikkepakke er det rette for dig? Gør dit hjemmearbejde og undersøg priserne på forskellige drikkepakker, og hvad de inkluderer. Vær opmærksom på, at de fleste ”soft drinks” som sodavand ofte også kræver en drikkepakke, mens juice, mælk, iste, kaffe og te som udgangspunkt er inkluderet. Har du brug for hjælp til at vurdere, om du bør tilkøbe en drikkepakke, så kan du altid tage en snak om det med vores dygtige rejsekonsulenter.

 

Drikkepakke krydstogt

 

  1. Hvordan er det nu lige med drikkepenge?

Dette kan godt komme som en overraskelse for nye krydstogtrejsende! Selvom du har betalt én pris for dit krydstogt, så skal du stadig gøre plads i budgettet til at betale drikkepenge, som er et fast dagligt beløb, som varierer fra rederi til rederi og typisk trækkes direkte fra det betalingskort, som du har registreret under din online check-in. På den måde slipper du for at tænke på drikkepenge undervejs på ferien, og i stedet for kun at betale til din tjener eller rengøringspersonalet, så bliver pengene fordelt mellem hele personalet ombord, som er med til at gøre din ferie fantastisk.

TIP: Gør det nemmest muligt for dig selv og forudbetal dine drikkepenge sammen med rejsen allerede inden dit krydstogt, så du ikke skal tænke på det undervejs.

 

  1. Vær ekstra opmærksom på tiden, når du er i land

Det her giver forhåbentlig sig selv, men at komme tilbage til skibet til tiden er meget vigtigt. Du har ikke lyst til at stå tilbage på kajen, efter skibet er sejlet afsted til næste destination. Derfor bør du altid tjekke – og dobbelttjekke – hvad tid du skal være tilbage, og så allerhelst være tilbage i ekstra god tid, så du er på den sikre side. Oftest vil tidspunktet for, hvornår du senest skal være tilbage på skibet stå i det daglige program, som du enten modtager i din kahyt eller kan se i appen.

Rejser du på tværs af tidszoner, kan det dog straks blive mere udfordrende. For at undgå forvirring om, hvad klokken er, når man rejser på tværs af tidszoner, har man dét, der kaldes ”skibstid”. Med skibstid fastsætter man én tidszone (typisk den man starter krydstogtet i), som skibet følger, selvom man sejler ind i en ny tidszone. Er du i tvivl om, hvad klokken er undervejs, kan du altid kigge i rederiets app eller på telefonen i din kahyt, som følger skibstid.

 

  1. Brug første dag på at danne dig et overblik over skibet

Krydstogtskibe er store. Altså, kæmpestore! Selv de mindre skibe vil overraske dig størrelsesmæssigt, så derfor kan det også godt være overvældende at gå ombord på et krydstogtskib for første gang – og det kan godt være svært at finde rundt i starten. Brug derfor gerne et par timer den første dag på at udforske skibet og de mange dæk, så du har et meget bedre overblik over faciliteterne resten af ferien.

 

Krydstogtskib

 

  1. Læs det daglige rejseprogram, når du er ombord

Det daglige program er som et slags menukort af aktiviteter ombord på skibet, som du modtager i din kahyt eller kan se i appen med informationer om den følgende dag. Særligt på de store skibe, er der SÅ mange aktiviteter at tage sig til hver eneste dag, at det kan være noget nær umuligt at gennemskue, hvor og hvornår de forskellige ting sker – hvis du altså ikke har læst dagens program. Uanset om du vil med til karaoke night, yoga, auktion, musikquiz eller noget helt femte, så er rejseprogrammet din ”go-to” guide fyldt med brugbar information om den kommende dag.

Vær opmærksom på, at nogle rederier kun har rejseprogrammet i appen, men hvis du ønsker at have et fysisk eksemplar, kan du hente det i Guest Relations på skibet.

 

Vi håber, at du er blevet bare lidt klogere på, hvad der venter dig, og hvordan du får mest muligt ud af dit første krydstogt i dette blogindlæg. Rigtig god fornøjelse!

Annika Møller
SoMe & Content Creator

Du kan måske også lide